Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
EU logo
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Innovationsprojekter er sat i gang

Danmark opruster igen i kampen om at blive en global leder inden for bæredygtige bioteknologier med nye innovationssamarbejder under Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions.

Foto: I marts åbnede Biosolutions Technology Center på Teknologisk Institut i Taastrup, som er én af de faciliteter, virksomheder har adgang til at udvikle og teste biosolutions på i Danmark (foto: Food & Bio Cluster Denmark).

Med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Regionalfond er en række nye projekter nu startet op for at fremme udviklingen af biobaserede løsninger, som understøtter omstillingen til en mere energivenlig og klimaneutral produktion i flere industrier.

Det sker som led i Biosolutions Zealand II-projektet under Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions.

“Vi ser en enorm mulighed for Danmark i at blive blandt de bedste økosystemer i Europa inden for udvikling og opskalering af biosolutions. Vores støttemuligheder er designet til at hjælpe virksomheder fra laboratoriet til kommercialisering”,  siger projektleder Louise Krogh Johnson fra Food & Bio Cluster Denmark med henvisning til de aktuelle muligheder, danske virksomheder har for at søge både støtte til innovationsprojekter eller vouchers til opskaleringsforløb på fysiske faciliteter.

Næste ansøgningsfrist er 30. august, hvor virksomheder fra hele landet kan søge støtte til udvikling af biosolutions i samarbejde med andre virksomheder og vidensinstitutioner.

Derudover kan virksomheder løbende søge vouchers til test, opskalering og demonstration af nye løsninger med støtte på op til 250.000 kr. pr. voucher, hvor ansøgervirksomheden selv skal medfinansiere et tilsvarende beløb.

“Det tætte samarbejde mellem virksomheder og forskningsmiljøer er afgørende for at drive innovationen fremad. Det er denne type samarbejde, der kan bringe Danmark i front inden for bæredygtige bioteknologier og biologiske klimaløsninger,” fortæller Louise Krogh Johnson, der har været med til igangsætte de helt nye samarbejder, der alle er med til at sætte skub i innovationen inden for forskellige områder.

Biosolutions baner vejen for upcycling og bedre udnyttelsesgrad af sidestrømme

I alt 8 projekter har fået midler til ny udvikling i løbet af 2024-25.

Projekterne inkluderer blandt andet anvendelse af sukkerroebaseret nanocellulose til forstærkning af bioplast, recirkulering af fødevareaffald som kaffegrums og mask til møbelkomponenter, procesteknologi til monitorering af biosolutionsprocesser, procesoptimering og livscyklusanalyse inden for vækstmedier til kultiveret kød samt udvikling af enzym til mere effektiv omdannelse af skaldyrsaffald til værdifulde biomaterialer til brug i landbrug, emballage, tøj og biomedicin.

Alle projekter bidrager til, at vi gennem øget innovation kan bane vejen for, at flere sidestrømme indgår i nye cirkulære løsninger og bidrager til omstillingen til en mere energivenlig og klimaneutral produktion.

Læs mere om udvalgte innovationsprojekter:

Kommende ansøgningsfrister

SMV’er og startups, der allerede har en løsning inden for biosolutionsområdet, kan løbende søge vouchers på op til 250.000 kr. til opskalering og test på fysiske faciliteter.

Det er også muligt at ansøge om støtte til innovationsprojekter med et totalbudget på op til 1.000.000 kr., hvor Erhvervsfyrtårnet kan finansiere op til 50 procent. Næste ansøgningsfrist er 30. august 2024.

“Vi opfordrer virksomheder, der arbejder med biosolutions, til at søge støtte hos os,” siger Louise Krogh Johnson. “Gennem fælles indsats og samarbejde kan vi styrke Danmarks position som global leder inden for bæredygtige bioteknologier.”

I Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions er vores mål at skabe et stærkt økosystem for biosolutions i Danmark, hvor innovation og samarbejde er i centrum, og initiativerne er konkrete eksempler på, hvordan samarbejdet styrkes virksomheder imellem, og hvordan de knyttes tættere på stærke danske forskningsmiljøer.

Sådan søger du Innovationssamarbejder
Sådan søger du Vouchers til opskalering

Vil du vide mere?

Kontakt Louise Krogh Johnson, Senior Innovation Manager
(Food & Bio Cluster Denmark)

Tlf: 21545909  |  Mail: lkj@foodbiocluster.dk

Kontakt os